Opbrud og ankomster : digte

Fremmedheden, oplevelsen af noget forbigangent og opløsende, har altid været hovedtema i HNs digtning - i forbindelse med identitetsforflygtigelse. På en paradoksal måde kan man sige, at det græske ømiljø og tyrkiske omgivelser har givet dette fravær et synligt nærvær. Her har han simpelt hen i gentagende opbrud og ankomster fundet en gammel verden, der kan s.pejle selvets uendelige facetter og dets drømmerige. Vekslende mellem korte og nogle for HN usædvanlig lange digte både genvinder han sin formuleringsevne - i forhold til Omgivelser (1972) - og skaber samtidig i de lange tekster en naturlig enkelhed, som ikke har været der før. Før har der været meget forskruet og preciøst, men her blir han klassisk ren på de bedste steder. Det er således ingen tilfældighed, at den moderne græske digter Kavafis står som motto til hele bogen, idet han og fx Seferis netop har forstået at give modernismen en klassisk skønhed, der altså nu instrumenteres af HN. Der kan ingen tvivl være om, atdenne bog betyder et nyt gennembrud for ham, bekræfter hans egenart og helt sjældne talent.

Read the full assessment