Ordet på bordet tilbyder sig med ni litteraturhistorikeres tolkninger af ligeså mange af Kaj Munks dramatiske værker. Formålet er ifølge forordet at "rehabilitere Kaj Munk som dramatisk digter". Fra debuten En idealist fra 1928 over Cant, Ordet og Egelykke frem til det nationale drama Niels Ebbesen der havde urpremiere i Stockholm i 1942. Analyserne fremstår uden egentlige fælles metodiske eller andre stilistiske formkrav. Det tilfører bogen måske lidt ujævne, men også alsidige indfaldsvinkler til et romantisk dramatisk forfatterskab der søgte at udtrykke og orientere sig udfra et nær sagt lidenskabeligt religiøst forankret kald i en samtid ellers præget af stigende social og politisk spænding og uro. Analyserne fremdrager i øvrigt forskelligartede facetter i Munks dramaer der indholdsmæssigt og tematisk spænder fra det nedtonede og lavmælte til højspændt impulsivitet og ja, drama! En udgivelse der supplerer den omfangsrige Munk-litteratur som er udkommet i de seneste år, og hvor der ud over Per Stig Møllers Munk-biografi fra år 2000 også kan peges på Marc Auchets De lollandske stjerner, 1997, der også sætter fokus på Munks dramatik. Nærværende tekst er da heller ikke uden muligheder i en litteraturhistorisk og/eller undervisningsmæssig kontekst.