En bog for de 13-15-årige om hvordan det er at være tyrkisk dreng i Danmark. Bogen er god, men forsiden er direkte grim. Da bogen imidlertid er lavet til undervisning og opgaveskrivning, får forsiden ikke indflydelse på bogens brug. Det ville da også være synd, for det er en ganske udmærket bog, hvor vi følger den 14-årige dreng Özgür i hans dagligdag. Via familie, venner, skole, fest, tro og musik kommer bogen også ind på generelle emner om indvandrere som antal, integration, kulturforskelle o.l. Bogen fokuserer ikke på avisoverskrifternes vold og problemer. Teksten passer til aldersgruppen. Den er sat enkelt og overskueligt i to spalter med grå faktablokke indimellem. De s/h fotos er stemningsfulde, i en stil med mange gråtoner og bevægelse i billederne. Forsidens farver og portrættet af Özgür helt tæt på er grelt. De rødlige farver i ansigtet og de grønlige skygger på den sorte baggrund er meget lidt smigrende for drengen. Bag i bogen er der "ideer til videre arbejde" og kommentarer til læreren. Forfatterparret lavede også serien Mellem 2 verdener som bl.a. indeholdt titlen Tyrkere i Danmark (94/47). I den nye serie her vil vi også møde i hvert fald en somalier, en palæstinenser og en bosnier.