Bøger / faglitteratur til børn / vejledninger

På sporet af fortiden : arkæologi for alle


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. mar. 2001

af

af

Finn Windfeldt Hansen

d. 26. mar. 2001

Arkæologien søger som bekendt på grundlag af materielle levn at beskrive menneskets historie fra de ældste tider. Forf., der selv er uddannet arkæolog, har skrevet en kort og populær introduktion til emnet der umiddelbart synes at sigte mod den alment interesserede læser uden specielle faglige forudsætninger eller måske den vordende amatørarkæolog? Hvad kan jeg finde i jorden, og hvordan finder jeg i øvrigt spor fra en fjern fortid i det danske kulturlandskab? Økser, knive og andre redskaber af flint og deres bearbejdning, aldersbestemmelse af arkæologiske fund ved hjælp af kulstof-14 metoden eller dendrokronologien, teknikken bag arkæologiske udgravninger, brug af metaldetektorer, lovgivning om danefæ, amatørarkæologiens betydning for faget i almindelighed m.v. Små korte, overkommelige og forklarende afsnit der bogen igennem ledsages af et flot, fagligt illustrativt fotografisk billedmateriale. Alt sammen omstændigheder der gør at denne hobbyprægede udgivelse netop får karakter af "appetizer" indenfor et i øvrigt traditionelt historisk, forskningstungt område. En bog der i overensstemmelse med sin undertitel, "arkæologi for alle", indholdsmæssigt signalerer bred anvendelse og som også kunne være af interesse for børnebibliotekets ældste benyttere.


Bibliotekernes vurdering

d. 26. mar. 2001

af

af

Ingrid Jensen (skole)

d. 26. mar. 2001

Der lægges fra starten op til på bedste vis at involvere læseren i arkæologien som et interesseområde, alle har mulighed for at engagere sig i, børn som voksne. Med saglig kyndighed og entusiasme formidles viden i en levende fortælling om spor og fund i det danske landskab og den historie, de gemmer; det være sig de mest synlige som gravhøje såvel som det, man skal lede efter. Støttet af et fremragende fotomateriale lærer vi at betragte landskabet og finde gamle hulveje og markskel, samt vejledes på naturvandringen i at søge og undersøge ting fra fortiden og se, hvad de fortæller. Vi følger desuden arkæologens arbejde med udgravning og tidsbestemmelse, hører om Danefæ, søger med metaldetektor og laver forsøg med ild og flint. Der er tidstavle, ordforklaring, register, samt adresse- og litt.liste. Det er en fagbog af høj karat, veldisponeret, interessevækkende i udstyr og indhold, oplysende i helhed som detalje, et godt og let forståeligt sprog, fagområdet set med nutidsøjne. Den dækker et behov og kan delvis og med hjælp bruges allerede fra 4.- 5. kl., hvor interessen fødes, og er uden grænse opad.