Pap

Undergangsstemning, opløsningstilstand, den tekniske tidsalders dommedag har tidligere - i novellesamlingen Øjet - dannet grundlag for Cecil Bødkers digtning. Og samme sted har hun demonstreret, at hun evner at udnytte science-fiction-genren i en mytisk digtning med mennesket som symbol på tidens degeneration og med den moderne tekniks fremskridt som det destruktive element. I den korte radioroman Pap fortsætter hun denne linie i forfatterskabet med historien om Benjamin Karsemark, "den sidste arbejdende arkæolog" i den gamle, overbefolkede verden. Han omformes til den nye verden, bliver et hulkort, men får dog selv lov til at vælge udenomsværkerne i sin nye eksistens lige fra en seks-værelsers tiendesal til pigen Dida. Men han er en tvivler, en Columbus. Han indser, at den fagre nye verden er en papillusion, og han fremkalder en oversvømmelse, i hvilken alt - også Dida og han selv - forgår. I denne ganske enkle fortælling ligger allegorien snublende nær, men Cecil Bødkersforuroligende evne til at fremmane en indre rædslens uvished, til med ganske enkle midler at indgive det uvirkelige et virkelighedens skær hæver bogen op på højde med de bedste noveller fra Øjet.

Read the full assessment