I den anden bog om Pim, en selvstændig fortsættelse af Bogen om Pim, flytter Pim med hest og familie tilbage til Stockholm. Det betyder ny skole, nye kammerater, ny rideskole og ny kæreste. Store omvæltninger, som Pim klarer, uden at man som læser oplever, at Pim af den grund har de store personlige problemer. Det magtspil, Pim ifølge titlen havner midt i, drejer sig om de ufine tricks, som en rytter bruger over for en anden rytter for at vinde en vigtig ridekonkurrence. Bogen rummer pigekonflikter, drømme om drenge, lidt forældrekonflikter, og den er spækket med fagudtryk fra ridesporten og hestepleje og detaljer om ridning, men mangler indlevelse. Personerne er skildret "sort/hvidt" og både personer og miljø er beskrevet udefra. Hverken handling eller personer bliver vedkommende. Forsiden viser en rytter i spring på sin hest, den gæve Pim og en ranke af præmierosetter. Trods sine knap 200 sider er bogen meget lang. Den henvender sig til hesteglade piger fra 10 år. Men hvis de venter sig en spændende hestebog tror jeg, at de bliver skuffede.