Samfundsfaglig lære- og grundbog, primært opgavebrug fra og med gymnasie- og handelsskole-niveau, men i uddrag også til folkeskolens højeste niveau. Og for alle andre, der trænger til en samfundsteoretisk og politisk opfriskning.
4. udgave af forfatterens samfundsvidenskabelige bog om dansk politik set i det internationale perspektiv. I denne nye udg. er en stor del af teksten nyskrevet og ombearbejdet, hvis man sammenligner med 3. udg. Politik : dansk politik i en EU-ramme fra 2006. I forordet forklarer forfatteren bl.a., at den nye udgave har øget fokus på magtanalyser, på EU og globalisering. Derfor er den tidl. undertitel "dansk politik i en EU-ramme" erstattet til 4. udg. med "dansk politik i internationalt perspektiv". I den nye udg. er der også mere naturlig vægt på analyser af vælgeradfærd og "ændrede samfundsmæssige strukturer" til forklaring af de politiske ændringer i det danske samfund. En lang række temaafsnit redegør for politiske grundbegreber som demokratiopfattelser og fx også politiske ideologier. Der er afsnit om statsmagten og naturligvis om "Danmark og EU". Pædagogisk veltilrettelagt med farvede faktabokse og illustrationer. Gode opslagsmuligheder.
1. udg. fra 1996, og efterfølgende 2. og 3 udg. hedder: Politik : dansk politik i en EU-ramme.. Der findes mange især debatbøger om dansk politik, men her er et glimrende oversigtsværk.
Efterhånden en fagklassiker og en fortrinlig grundbog om dansk politik.