Vanskeligt tilgængelig kunstnerroman, der kræver langsomhed og agtpågivenhed fra sin læser. Det kan være en formidlingsstrategi at nævne, at Herta Müller i 2009 modtog Nobelprisen i litteratur.
Romanen handler om livet i Timişoara, Rumænien, under Ceauşsescu. Bogen er ikke handlings- eller plotdrevet, men er i højere grad drevet frem af nuanceændringer i sproget. Afsnittene er korte og synsvinklen skiftes ofte. Symboler og metaforer gentages konstant selvom udsigelsepunktet skifter, men samtidig sker også skred i metaforens betydning og vægtning, noget der leder frem til, at selvom alle sidder i den samme ørkesløse håbløshed, er oplevelsen væsensforskellig fra individ til individ.
Tematisk handler denne roman ligesom hovedparten af Müllers andre om livet under Ceauşsescus regime. Denne minder mest om Mennesket er en stor fasan i verden. Det er svært at pege på en anden forfatter, der skriver som Müller, tættest på kommer nok Josefine Klougart, der evner det samme; at skrive romaner, der i ligeså høj grad handler om sprogets muligheder. Bogen udkom første gang på tysk i 1992 og er tidligere udkommet på dansk i 1994.
En dybt original og smuk bog fra nobelpristagerens hånd. Svært tilgængelig, kræver fordybelse.