Reiki er det japanske ord for energi eller kraft. Derudover er det også navnet på en gammel orientalsk helbredelsesmetode som ved hjælp af håndspålæggelse og tankekraft skaber kontakt til den åndelige og kosmiske kraft der gennemstrømmer universet. Denne samling af korte poetiske og aforistiske udsagn er ikke konkrete anvisninger på hvordan reiki praktiseres, men en række sproglige "berøringer" fra en indviet, der i koncentreret form udtrykker den livsvisdom som reiki inkarnerer. Det strømmende, vandets element, er et gennemgående billede i teksterne der fremstiller reiki som betingelsesløs kærlighed, tilgivelse, given - egenskaber som vel er grundkernen i al religiøsitet og religiøs søgen: "Reiki er et hjem/ som findes hinsides tid og sted." Om poesi i ordets traditionelle betydning er der ikke tale, snarere om brugstekster til bøn og meditation der er er styret af en bestemt hensigt. Som i al religiøs opbyggelseslitteratur gælder det, at den forudsætter en grundlæggende overensstemmelse hos forfatter og læser for at kunne opfylde sit formål. Bogen er på hvert opslag forsynet med sort-hvide kalligraferede skrifttegn af Annette Valstrøm.