For dokumentar- og reportagebogspublikummet.
Med denne bog fortsætter forfatterparret fra Naboer i Bagdad, 2004. Denne gang med en øjenvidneskildring oktober 2005-april 2006, hvor læseren gennem Plesners øjne oplever den irakiske befolknings liv og hverdag på rejser med udgangspunkt i Bagdad til bl.a. An-Najaf, Basra og Mosul samt indtryk fra selve Bagdad bl.a. ved valget 2005. Bogen skifter mellem reportage, historiske og politiske baggrundsredegørelser og aktuelt oplevede begivenheder. Overalt oprulles tragiske skæbner, hvor næppe én familie har undgået tab af op til flere medlemmer under Saddam Hussein. Vi hører om glimt af optimisme under valget, der dog snart druknes i lovløshed og blod fra selvmordsbomber. Yderligtgående islamfanatikere myrder vilkårligt i blindt had mod alt intellektuelt eller vestvenligt, ligesom fejltolkninger af andres motiver overalt styrer parternes handlinger. Bogen er letlæst, fint journalistisk fortalt og rystende i sin trøstesløshed og de mange knuste skæbner. Man mærker tydeligt, at der bestemt ikke er tale om overfladejournalistik, men en bog, der kommer utroligt godt bag facaden og præsenterer et langt mere nuanceret indlevet billede af det splittede land end medierne generelt formidler. Ill. med udmærkede farvefotos.
Minder fx om Seierstads Hundrede og én dag.
En indlevet, rystende og alment vedkommende blanding af aktuel historie og øjenvidneskildring med skæbner fra dagliglivet på forskellige lokaliteter i voldens Irak 2005-06.