Den kendte lektor i samfundsvidenskab fra Aalborg har begået et essay i cd-format om rockkulturen. Hans udgangspunkt er den centrale placering rockmusikken i 60'erne fik for dannelsen af en selvstændig ungdomskultur. Dengang flyttede rocken kulturelle, sociale og mentale grænser. Med andre ord, den gjorde en forskel, for at citere et af essayets yndlingsudtryk. Siden er det gået gruelig galt med ideologien, oprigtigheden og fællesskabet, og her 30 år senere har rocken stort set ladet sig korrumpere af medierne og kapitalen. Dette forhold bliver tydeligt for forfatteren, når tidligere rockpionerer som Bob Dylan og Sex Pistols i dag stiller op som ligegyldig festivalfyld. Med dette indlæg får rocken en hurtig tur i centrifugen, som er ganske underholdende, men ikke særlig dybsindig eller præcis i sin analyse, og teksten ville nok gøre sig bedre som et foredrag.