Bøger / faglitteratur

Romerhuset : Baggesensvej 3 i Helsingør


Beskrivelse


Romerhusene i Helsingør er tegnet af Jørn Utzon fra 1957-1960. Husene og området omkring dem er fredet. Realdania har købt ét af husene for at gennemrestaurere det, idet husene kendetegner en vigtig milepæl i dansk boligbyggeri.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 30. apr. 2013

af

af

Anny Skov Madsen

d. 30. apr. 2013

Bogen formidler nyere historie om boligbyggeri og processer i restaurering set ud fra Utzons Romerhuse i Helsingør. Den kan læses og forstås af alle uden faglige forudsætninger, men har naturligt mest interesse for fagfolk.

De 60 Romerhuse i Helsingør er tegnet af Jørn Utzon 1957-60. I dag er husene og området omkring dem fredet. Realdania har købt ét af husene for at gennemrestaurere det, idet de kendetegner en vigtig milepæl i dansk boligbyggeri af den verdensberømte danske arkitekt. Første del af bogen er skrevet af sociolog Hans Kristensen. Han sætter husene ind i en bygningshistorisk sammenhæng. Romerhusene, der er placeret i et kuperet terræn, er en del af rækkehustraditionen. Atriumformen var det nye, og den private gårdhave var en integreret del af huset. De har været en stor inspirationskilde for efterfølgende tæt-lavt byggeri. I anden del beskriver restaureringsarkitekt Lise Juel den mere detaljerede proces med at føre huset tilbage til sin oprindelige form, hvilket er sket i samarbejde med Jørn Utzon og sønnen Kim Utzon. Mange farvefotos og tegninger fremhæver bebyggelsens særlige status.

Bogen Glæden ved at bo, 2010 er et mere detaljeret værk om Romerhusene. Utzon og hans arkitektur er veldokumenteret i flere nye og nyere værker.

Utzons Romerhuse er i dag en tidløs bebyggelse, idet de indgår i landskabet i en sjældent fuldbyrdet harmoni. En velskrevet bog med mange fine fotos formidler på fornem vis indsigt og viden om dansk boligbyggeri, når det er bedst.