Janet og Peter sidder ubemærket på bagsædet i faderens bil, da den bliver stjålet, og så er et nyt mysterium på vej. Det kommer meget tilpas, for den skrækkelige Susie, der ikke må være med i klubben, har netop taget dem alle grundigt ved næsen. Dette bind forekommer vellykket, det er morsomt, jævnt spændende, og børnene er faktisk ganske opfindsomme det er et sjovt påfund at udklæde Peter som Guy Fawkes-dukke. De mange forfatter-arrangerede sammentræf får et forsonende skær, da klubben indimellem dummer sig, så det batter, og det er velgørende, at forf. lader politiet foretage anholdelserne, istedet for at lade børnene klare det på egen hånd. Alt i alt en af de akceptable serier. Se også bedømmelsen af S.O.S. kommer i knibe. (73.50.18).