Endnu en veloplagt og underholdende bog fra herboende englænder John Evan-Jones, forfatter, managementekspert og psykolog. J. E.-J. har forud for denne karriere haft stor succes i musikbranchen som sanger, musiker og tekstforfatter. Hans forfatterskab omfatter bl.a. bøger om organisation, psykologi, stress, selvudvikling og personlig succes. Et andet af de gennemgående temaer er præsentationsteknikker, således også her, hvor det handler om at tale og skrive sig til drømmejobbet, højere løn eller bedre salgsresultater. Forf. skriver direkte, uhøjtideligt, opmuntrende og med masser af velvalgte citater og gode råd. Udgangspunktet er 6 grundregler for, hvordan man får publikum i tale og bevarer interessen for efterfølgende at foretage en tilfredsstillende afslutning. Bogen er fuld af praktiske råd og anvisninger, både til den uerfarne jobsøgende og til den rutinerede sælger - alle kan forbedre deres præsentation gennem øget kendskab til teknikker og bedre forståelse for de psykologiske spilleregler. Også interviewstrategier, sceneskræk og kropssprog m.m. tages under behandling med gode råd og tips til forberedelse, tests og jobsamtaler - alt sammen beskrevet letflydende og engageret. I Få jobbet ,1999 er emnet test grundigt beskrevet.