Endnu en lille handy inspirations-guide og selvhjælpsbog indenfor manangement i forlagets nye serie Børsen mikro, der er en bogserie suppleret af en internetportal, www.borsenmikro.dk. Bogen, som oprindelig er skrevet på svensk af en selvstændig konsulent og foredragsholder har netop selvstændige enkeltmandsfirmaer og små virksomheder som målgruppe. Det drejer sig for disse om at finde og pleje et givet firmas særpræg og bogen giver en række forretningsmæssige værktøjer. I forordet, der er skrevet af Abelone Glahn står der bl.a. om forfatteren: "Frem for alt satte hun fingeren på det ømme punkt, som mange specialister har - de prissætter ikke deres arbejde i forhold til, hvilken værdi de skaber hos andre. Men vi skaber værdi, og det er nytten, de skal betales ordentlig for." Med salgsmæssige veloplagte peptalks og cases fra det virkelige erhvervsliv inspirerer forfatteren med en række temaer og udsagn, der kan bruges som værktøjer, hvis man som selvstændig ønsker at arbejde med at pleje sit særpræg for at sælge mere og konstant, og hvilken selvstændig ønsker ikke det? Handy lille bog, der virker ganske forfriskende som inspirator for selvstændige og til opgavebrug fra handelsskoleniveau.