Forfatteren, der er etnograf, har beskæftiget sig med den ældste form for religion, shamanisme, i over 20 år. Hun giver en historisk gennemgang af shamanismen, som den blev praktiseret i Grønland, Sibirien, Mongoliet, Lapland og det arktiske Nordamerika, inden den blev fortrængt af kristendom og civilisation. Da størstedelen af hendes kildemateriale er skrevet af mere eller mindre benovede skeptikere som missionærer og opdagelsesrejsende, er hovedvægten lagt på beskrivelsen af ritualet. Men det lykkes også forfatteren at give et bud på shamanismens trosgrundlag. Bogen afsluttes med et kapitel om den neo-shamanisme, der i dag er et af de store slagtilbud i det nyreligiøse supermarked. Det er sikkert også kunder herfra, der vil være bogens potentielle læsere trods dens videnskabelige tilgang til stoffet. Da grønlandsk åndemaneri imidlertid fylder knap halvdelen af bogen, må man også regne med læsere med interesse for eskimoisk kultur.