Jonna Deibjerg har arbejdet i over 25 år som diætrådgiver og har bl.a. været formand for Astma-Allergiforbundets diætudvalg. Hun har skrevet flere bøger om sammenhængen: allergi sygdom diæt, senest Urolige unger og skrantende børn, 1996. I denne nye titel er emnet også allergi/intolerans overfor madvarer og tilsætningsstoffer samt blodsukkerfald, men vinklen er kostens indvirkning på psykiske problemer lige fra nedtrykthed og aggressivitet, DAMP og epilepsi til diagnostiseret skizofreni. Gennem sit arbejde har hun oplevet i praksis hvad (udenlandske) forskere har påvist i deres forskning. Disse forskningsprojekter citeres i bogen, som også indeholder cases, analyser af psykiske tilstande, årsagsanalyser m.h.t. kosten og forslag til kostændringer p.g.a. allergi og intolerance, forslag til forsøgsdiæter og en lille samling opskrifter og tips om erstatningsmadvarer. Bogen er velskrevet og velargumenteret, og er et meget overbevisende indlæg om et emne, hvor det kan være svært for den enkelte at trænge igennem i det professionelle system.