Den sene guldalder i dansk åndsliv ligger indenfor årene 1833-1849. I denne periode konsoliderede kunsten sig inden modernismen bryder frem. Sådan er den vanlige beskrivelse, men Lasse Horne Kjældgaard mener noget andet i denne bog om, hvordan grunden til det moderne gennembrud bliver grundlagt i denne periode. Æstetisk bruges udtrykket at kunsten er udødelig, samtidig tvivles der både i filosofisk og i religiøs sammenhæng om sjælens udødelighed. Forståelsen af denne dobbelte diskussion om begrebet udødelighed er ifølge forfatteren nøglen til forståelse af den æstetiske tænkning og litterære praksis, som den især kommer til udtryk hos Johan Ludvig Heiberg, Poul Martin Møller, H.L. Martensen og Søren Kierkegaard. De fire forfatteres tanker bliver kortlagt og bragt i sammenhæng, ligesom der angives forskellen mellem hvad Kierkegaard giver udtryk for, når han angiver sig selv som forfatter og når han bruger pseudonymer. Forfatteren er forskningslektor ved Københavns Universitet, og denne bog er en lettere omskrivning af hans ph.d.-afhandling i nordisk litteratur fra 2005. Bogen henvender sig til meget seriøse Kierkegaard-læsere og til studerende ved højere læreanstalter.