Bøger / faglitteratur / opskrifter

Skøre grillerier : fra plankelaks til hindbærsnitter - alt kan grilles


Beskrivelse


Forfatteren, der er tidligere danmarksmester i grill, byder på opskrifter på fugl, fisk og kød i mange forskellige afskygninger, men også tilbehør og dessert som man kan tilberede over grillkullene. Sidst i bogen har forfatteren samlet sine bedste tips og tricks til succes ved grillen - fra valg af udstyr og røgtræ til optænding og grillmetode.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. maj 2014

af

af

Anne Grete Jacobsen

d. 22. maj 2014

En bog til dem, der griller meget og som ønsker nye og utraditionelle forslag til grillretter. Bogens illustrationer signalerer bålmad og vildmarksliv, hvor det - som det jo ofte er - er manden, der står for grillmaden.

Lars Hasse er tidligere danmarksmester i grill og deltager i verdensmesterskabet i grill. Det er hans første bog. Hans motto er at alt kan grilles, lige fra store stege til små kager, og at det hele skal gøres simpelt. Det gælder om at flytte grænser og være kreativ. I bogen præsenterer han en lang række opskrifter, som kan laves i Webergrill - også gasgrill - eller over bål, og der er også anvisninger på, hvordan man bruger en bagesten til andet end pizza. Her er opskrifter på at grille fisk, fjerkræ og kød på mange forskellige måder, og så de mere utraditionelle: tortilla, coleslaw, hindbærsnitter, tarteletter, napoleonshatte, kammerjunkere og lagkager. Ved hver opskrift er optændingsmåden nævnt: direkte, indirekte, kun i den ene side m.v. Bogen afsluttes med Lars Hasses tips og tricks, en gennemgang af de forskellige slags griller, og hvad han bruger dem til, og hvordan man røger i grillen.

Vi har i de senere år fået rigtig mange bøger med grillretter, i Over åben ild : grill- og bålmad året rundt, 2011 er der også opskrifter til både bål og grill.

Vi er godt forsynet med grillbøger i forvejen, men de mænd som bare ikke kan få nok af ideer, kan sagtens blive inspireret af denne bog.