Erotisk skønlitteratur er en vanskelig kunst, det bliver ofte enten for fortænkt eller for udpenslet, eller måske begge dele. I denne novellesamling er forfatteren sluppet rigtigt godt fra forsøget, for her mødes poesi, fantasi og rå lyst på både velskrevet og pirrende vis. Der skildres mange facetter af seksualitet, som den kan udfolde sig mellem mænd og mænd, kvinder og mænd, og ikke mindst mellem kvinder og kvinder. Der er både drøm og virkelighed, fantasi og realitet, unge og gamle, ude og hjemme, fra vilde udskejelser med bælter, kæder, knive og karklude (!) til en gammel kones stjålne fornøjelse med badeanstaltens omvendte bruser. Sproget er saftigt, drømmende og varieret, tilpasset den enkelte fortællings univers, og således undgår forfatteren til en vis grad det indtryk af ensformighed, en uafbrudt gennemlæsning af en sådan novellesamling uundgåeligt vil efterlade sig. Nogle af novellerne har et strejf af klædelig humor, og en enkelt forekom mig uforståelig - men det er nok bare yderligere en grund til at denne bog kan fremhæves som en ganske gedigen samling erotik med lidt for enhver smag. Det udfoldede omslag prydes af en nøgen kvinde i særdeles modtagelig positur, og bogen fremtræder tydeligt mest anstændig i lukket tilstand.