16 tekster skrevet af indvandrerlærere til deres elever. Et forsøg på at afspejle det danske samfund. Brugslitteratur? Ja, men så er den af ret høj kvalitet, selv om man godt kunne have undværet et par af teksterne. Hvad tager teksterne så fat på? Kommunikationsvanskeligheder, at have prøvet selv at skulle lære kiswahili i Tanzania, om at være flygtning fra sit eget hjem, om at flygte til drømmeland, om flerkulturelt ægteskab, om kærlighed/provokation, om at komme på plejehjem o.m.m. Det er en antologi, som også kan bruges i folkeskolens 9. og 10. klasser. Ikke bare som debatoplæg, men også som tekster, der kan analyseres, perspektiveres osv. Det fortæller ikke så lidt om standarden. Redaktøren efterlyser i forordet tekster, som er brugbare til hans målgruppe. Han må få en god snak med en skolebibliotekar, som kan fremvise utallige tekster, som dækker de bl.a. alment menneskelige problemer. Mørk, lys, gul eller sort. Ja, men vi har alle sammen kun et liv. Og kvaliteten er bl.a. samværet med andre. Også dem, der tænker lidt anderledes.