Udgivet i forbindelse med udstilling på Sophienholm, Faaborg Museum og KunstCentret Silkeborg Bad.
Sommerlandets arkitektur. Drømmen om det gode liv' handler om sommerarkitekturens historie fra Frederik 2.s lille lystslot Lundehave ved Kronborg til årtusindskiftets primitive overnatningssteder i naturen. Udviklingen afspejler forskellige perioders og samfundsgruppers forestillinger om "det gode liv". Bogen undersøger deres baggrund og formidling i debatter, bøger og tidsskrifter. Den uddyber den historiske udvikling i forskellige dele af landet og dokumenterer de mange typer af bygninger og bebyggelser - fra landsteder, sommervillaer og typehuse til feriebyer, kolonihaver og campingpladser. I sommerlandet findes væsentlig kulturarv. Den øgede fritid har skabt nye bebyggelser og landskaber. Her er der historisk og nutidigt opstået anderledes livsformer med friere kropskultur i mere naturlige omgivelser. Som en form for nære utopier er der muligheder for at nærme sig det gode liv, om ikke hele livet, så dog i "den frie tid" om sommeren. Sommerlivet kan føre til gentagelse af hverdagen, men det kan også opleves som frirum for sociale, arkitektoniske og indretningsmæssige eksperimenter, som kan pege frem mod mere uformelle livsformer og en lettere og lysere boligkultur og større bæredygtighed.