Post pop depression
Iggy Pop
Keywords
Reviews (4)
Gaffa [online]
d. 18. Oct. 2014
By
By
Finn P. Madsen
d. 18. Oct. 2014
"På Soused synes de to parter at have en inspirerende tilgang til hinandens materiale. Ét må man lade Scott Walker. Han udfordrer sig selv og sine lyttere og lader sig ikke nøje med det middelmådige. Det er imponerende, hvor kompromisløst han sætter sine sejl ... Den musikalske eksorcisme, der bedrives på Soused er et mesterligt møde, hvor Scott Walker og Sunn O))) sætter hinanden stævne i et bizart og dragende skønmaleri".
Berlingske tidende
d. 25. Oct. 2014
By
By
Michael Charles Gaunt
d. 25. Oct. 2014
"Fem numre på hver omkring ti minutters varighed, der er som designet til at skabe ubehag og ryste centralnervesystemet. Og det lykkes da også for dem. Ligesom det lykkes dem at lave noget, der ikke lyder som noget som helst andet derude. Men det er samtidig også så latterligt prætentiøst og næsten parodisk yderligtgående, at det er svært at tage seriøst".
Politiken
d. 27. Oct. 2014
By
By
Kim Skotte
d. 27. Oct. 2014
"'Soused' er et lige så umiskendeligt Scott Walkerværk som 'Tilt', 'Climate of the Hunter' og 'Bisch-Bosch', der helt ukarakeristisk for Walkers snegletempo kom for blot to år siden. SunnO's Stephen O'Malley, Greg Anderson og Tos Nieuwenhuizen er gæster i Scott Walkers verden, og deres metalliske dronen en farve på Walkers palet. Men det er så alligevel at underspille SunnOs rolle. Deres er den dominerende sorte farve, der malmfuldt manende samler Scott Walkers ind-og udfald. Faktisk sker der det temmelig overraskende, at mødet mellem Scott Walker og SunnO resulterer i et Scott Walker-album, der er mere tilgængeligt end normalt. Ikke at den gamle skønsanger fra The Walker Brothers er vendt tilbage til popmusikken, men 'Soused' har et samlet udtryk som lydkonstruktion, der på egne præmisser er harmonisk og minsæl på grænsen til det melodiske".
Information
d. 20. Oct. 2014
By
By
Ralf Christensen
d. 20. Oct. 2014
"Det er elektriske rovdyr, der blotter deres tænder, og der sker det interessante, at det amerikanske band gør Walkers tunge og langstrakte konstruktioner sexede - på en dyster måde, det siger sig selv, men ikke desto mindre summer det ret så behageligt i skelettet. Alt imens Walker piller det sidste kød af knoglerne. Samtidig forlader bandet, der altid optræder indhyllet i tøris og kutter, deres monolitiske stil og kaster sig ud i noget så uvant som guitarriff, ja, på »Brando« kan omkvæd-riffet endda lede tankerne hen på Guns N' Roses' »Sweet Child O' Mine« ! Andre steder er det trompet, sax, synth eller sværindustri, der hyler skamskudt og sender olme strejflys gennem mørket. Med Soused gennemfører Scott Walker en yderligere mutation i sin lange og i forvejen bizarre karriere".