Malthe er tilbage i landet Gidenev, og han har dronningens magiske Krone med sig. Han skal bringe kronen tilbage på Sølvværket, inden Ridder Arful og De Gale Riddere ødelægger landet totalt. Mon han klarer det? Kan læses, hvis man er 9-12 år.
Vi følger Malthe, som har det svært både derhjemme og i skolen. Hans far er indlagt på hospitalet, og Malthe har ingen venner i skolen. Malthes mor skal på tre ugers sejlads med sit arbejde, og imens skal Malthe bo hos sin farmor. I værelset, hvor han sover, er der et magisk spejl, som ved berøring fører ham til landet Gidenev, hvor han både møder små behårede væsener, onde riddere, en mand, som minder om hans far, og pigen Tess, som lærer ham at kæmpe med sværd. Malthe får både brug for sit sværd og en god portion mod på sin færd i Gidenev, hvor han bl.a. skal stjæle dronningens magiske Krone. Ny fantasy-serie, "Spejlet fra Venedig", i tre bind. Bøgerne er delt ind i 15 kapitler uden overskrift, og der er ikke illustrationer. Bøgerne har hårdt omslag med illustration i farver.
Rigtig god og spændende serie, som forener real- og fantasy-plan meget fint, så man tror på begge dele. Serien fremstår som "rigtige" romaner både pga. længde, kapitler uden illustrationer, og hårdt omslag. Nederst på forsiderne er desuden markeret "Børneroman".
En anden let læst fantasy-roman er fx Troldmandens plan. Den er i serien "Den Gyldne Skål. Dæmonporten".