Prosalyriske associationsstrømme, der sprænger sprogets former og leverer en kaskade af billeder, minder og oplevelser, i en rytmisk slow-motion vandring gennem gader og lande. For læsere af eksperimenterende fortællinger.
En roman, der bærer undertitlen: "Digt. Roman" og er en hybrid mellem disse to former. Handlingen er sat i 1989 i Østrig, hvor fortælleren bevæges af digteren Andrea Zanzottos digte, hvilket får hans tanker til flygtigt at bevæge sig bort fra Paul Celan, hvis digte han egentlig er i gang med at oversætte. Senere kommer han på samme måde til at tænke på digteren Carl Rakosis, og alle tre digtere optræder med hvert et længere digt i handlingen (på originalsproget og oversat til dansk). Fortællerens refleksioner fortsætter, mens han vandrer i Wien og langs Donaus bredder. Erindringer om bedstefaren blander sig med krigshistorier fra Zagreb, Chernowitz , Østrig og Italien, mens han tænker på sit arbejde med at oversætte digte.
Det er en berusende læseoplevelse, hvis man tillader sig blot at lade sig forføre af sproget og rytmen og ikke leder for meget efter en egentlig handling. Det er en smuk poetisk fortælling, der leder efter et sprog til at beskrive de ting, vi bevæger os væk fra i tiden og som slår ned i os som momentvise erindringer. I dette tilfælde som korte, repetitive og rytmiske sætninger.
Modianos Sovende minder er også knap og koncis om erindringens vildveje. Til læsere af fx Thomas Bernhard, Walther Benjamin og George Perec.