Disse 108 dagligstriber fra 1995 med den dynamiske duo må være noget nær det sidste vi vil se til dem, da Bill Watterson har erklæret at ville standse produktionen. På bedste nekrolog-vis kan man så blot prøve at opsummere, hvad det er der gør, at Steen & Stoffer er en af de få serier, der stadig kan samle folk om tegneseriekrybberne i en tid, hvor mediet ellers har tabt sin tiltrækningskraft. Også i disse striber viser dobbeltfiguren Steen og Stoffer (som jo også er Steen eller ?) sig som et helt menneske, tænksom, overfladisk, charmerende, irriterende. I de gode øjeblikke ligner han mig, i sine værste ligner han nogen jeg kender og måske gør han af og til noget, som jeg ville gøre, hvis naturen fik lov til at gå over optugtelsen. Grafisk set er Watterson måske kørt lidt træt; i denne samling er der ikke nogen af de store ture med Agent Spiff, dinosaurer eller kæmpeinsekter, men mindre kan da absolut gøre det. Af nye elementer er der kun nogle sokkelignende rumvæsener, der sjovt nok ligner noget, som Claus Deleuran kunne have tegnet. For børn, unge og voksne.