London 1898. Her starter historien om 16-årige Stella, der hver aften optræder som "Nattens dronning" - en professionel og meget eksotisk åndemaner. Romanen er socialrealistisk og henvender sig til store børn og unge mennesker. Hovedtemaet er kampen for overlevelse og kampen mod uretfærdighed for de små i samfundet. Spændende, realistisk, rørende og velskrevet - fint oversat af Hanna Lützen, som formår at gøre sproget let og flydende. Stella er forældreløs. Allerede i 1. kapitel dør hendes værge Nana, som også er hendes hjælper udi magien og hendes reservemor. En beundrer, den unge bedemand Thomas, tilbyder sin praktiske hjælp i forbindelse med begravelsen, og de bliver venner. Stella forsøger at føre "magiforretningen" videre med Thomas som hjælper, men uden succes. Nu viser det sig, at Nana efterlader sig en bankbog på 500 pund - penge der regelmæssigt er indsat siden Stellas fødsel i 1882 af Nana og hendes bror pastor Morris, som viser sig at være Nannas far. Han er svag, og svindleren Evans har let ved at skaffe sig Stellas penge i første omgang. Men retfærdigheden sker fyldest. Faderen træder i karakter, melder Evans for svindel, og Stella får pengene tilbage og starter bedemandsforretning sammen med Thomas. Fra 6. klasse.