Bind 49 i Elverfolket er som bd. 47 og 48 af tegneserien delt op i to separate historier af stærkt varierende kvalitet og tegnestil. Første halvdel Kampen om skårene med titlen Sten følger stadig høvding Ilder. Denne gang sender han Rayek, Venka, Aurora og Zhantee op gennem en hemmelig tunnel og i direkte konfrontation med Vindpust og krigsherren Grohmul Djunn i menneskenes by. Det lykkes elverne at erobre den éne af de farvede magiske ruller tilbage fra Vindpusts besiddelse. Trods ond magi og Grohmul Djunns vagter. Men de er nu opdaget og må bruge en ny taktik. Første halvdel af albummet er bedst både i handling, tegninger og sammenhæng uden at imponere. Anden halvdel handler fortsat om Gløds mission med at finde et nyt sted for ulverytterne at slå sig ned. Afsnittet hedder Sælsomme syner. Ulverytterne har gjort rast et sted med mange rødtjørnbær som de spiser af. Bærrene har en berusende effekt. Senere bliver de angrebet af mystiske insekter og får næsten alle mærkelige hallucinationer. Glød får derved et indblik i sin argeste modstander Månestråles tankegang og sjæleliv, og får tips til at tackle hende fremover. Desuden har Pløk fundet en sabelkatunge som gruppen tager med sig på den videre rejse. Der er flere hentydninger til tidligere bind i serien. Målgruppen er ihærdige fans fra 10-12 år.