En inspirerende bog, hvis farvestrålende fotografier af festlige dukker, vil få det til at krible i fingrene på strikkeglade piger fra 12 år og opefter. Dukkerne er på en gang moderne og tidløse, og hvis de fx bliver strikket i håndarbejdstimerne, kan de og deres tilbehør hurtigt blive kult blandt klassens "seje tøzer" og gaveobjekter blandt veninder. Kroppen til alle fem dukker er skabt ud fra samme grundform og er forsynet med lange slaskeben og -arme a la hestetømme. Det er hår, garnfarve og tilbehør, der skaber personligheden. Det kunne være et oplagt mor-datterprojekt at strikke en eller flere af dukkerne. Mor kunne strikke kroppen, datteren arme og ben, diverse syet og strikket tilbehør kunne fabrikeres i fællesskab. Her vil der være rig lejlighed til at få brugt alle de små garn- og stofrester, der gemmer sig i skabe og skuffer og som næsten aldrig bliver brugt. Bogen indledes med en kort introduktion til strikkekunsten, men det kræver nok lidt mere rutine at opnå de samme flotte resultater som den engelske forfatter og strikdesigner. Bag i bogen finder man mønstre til dukkernes syede tøj og diagrammer af varierende sværhedsgrad til det strikkede tilbehør. Endelig er der jo intet i vejen for at bruge fantasien og sine egne ideer til at kreere udtryksfulde dukker med sjovt og smart tilbehør.