Der er en pæn målgruppe til bøger om den danske deltagelse i krigen i Afghanistan. Bogen kan også nydes af fotointeresserede.
Foto-journalisten Maria Giørtz-Behrens kommer i 2010 som den første civile sårede dansker helt tæt på den krig hun skildrer gennem sin kameralinse. Det er ikke kun en rørende erindringsbog og en professionel fotobog. Det er også en kærlighedshistorie. For Maria elsker soldaten Michael. Og han hende. Det føjer en ekstra dimension til refleksionerne gennem linse og med ord. I forordet skriver MGB bl.a. om sit motiv: "Jeg håber, at bogen kan givet et andet billede af soldaterne end det gængse portræt. Jeg håber, at pårørende får et indblik fra en fotograf, der ikke er en del af krigen, men en del af dem, der har været i krig." Erindringsbogen er opdelt i 12 kapitler. Men allerførst et indledende afsnit, der rammende hedder "Et evigt sekund". Om det sekund en vejsidebombe sårer 5 soldater og en kvindelig fotograf. Men begyndelsen er også afskeden med den soldat hun elsker. For han skal i krig. Og MGB fortæller ærligt om sine egne sår. Der er både et skræmmende foto af hendes synlige fysiske skader, men også en beskrivelse af de psykiske følger og den diagnose på PTSD (post traumatic stress disorder), hun får.
Bogen skiller sig ud i mængden af erindringsbøger om Afghanistan ved forfatterens unikke synsvinkel, som kvinde, som soldaterkæreste, og som en civil såret i krig.
Erindrings- og fotobog, der vil trække en del læsere på de fleste biblioteker.