Pårørende til sindslidende vil uden tvivl kunne genkende sider fra deres egen families liv.
Carl-Johan Vincentzen blev kun 25 år, da han tog sit eget liv. Svær psykisk sygdom gjorde livet så svært for ham, at han tog den beslutning. I denne bog fortæller Carl-Johans søster, Birgitte, og far og mor, Lisbet og Jørgen Vincentzen, om deres oplevelser med deres skizofrene bror og søn. Carl-Johans alt for korte liv blev præget af de stemmer, der konstant forstyrrede ham i at leve det normale liv, han ønskede, og alkohol og stoffer kunne heller ikke holde stemmerne væk. I bogen er desuden trykt en række af Carl-Johans følsomme og gode digte, der viser en rigtig god sprogfornemmelse. Digtene er opsat i en række farvestrålende opslag med smukke fotografier af Evan Frederiksen, og der er heller ikke sparet på det solide papir. Således er bogen en stor nydelse boghåndværksmæssigt, indbundet som den også er. Pårørende til andre sindslidende vil i bogen uden tvivl kunne finde paralleller til egne oplevelser, om end den velmenende beretning sine steder bliver lovlig privat.
Der er snart et pænt udvalg af tilsvarende bøger, hvor pårørende til sindslidende fortæller. Især Gerda Ring Krusholms Jacobs dæmoner og Rundt om Rune har samme tema og kan anbefales. I år har Dorrit Cato Christensen i Kære Luise knugende fortalt om sin datters psykiske sygdom.
I Tag dagen på beskriver de efterladte en almindelig ung mands alt for korte liv og gengiver nogle af hans digte.