Bøger / faglitteratur til børn / talemåder

Tag tyren ved hornene : sjove ordsprog om mennesker


Beskrivelse


Billedbog med ordsprog og ordbilleder med mennesker som tema. For hvert ordsprog eller udtryk forklares betydning, oprindelse, og hvad det er beslægtet med. Forklaringerne er mest til den voksne, som derefter kan tage en snak med barnet om ordsproget eller udtrykket.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. aug. 2014

af

af

Marion Tirsgaard

d. 26. aug. 2014

Billedbog om ordsprog om mennesker. Til begrebsindlæring og samtale fra 5 år. Ordsprogene kan selvlæses fra ca. 10 år, men den tilknyttede tekst om oprindelse og betydning kræver en voksenformidler.

Denne er 2. bog i serien Læs med børn om danske ordsprog. Sidste år udkom Ingen ko på isen : sjove ordsprog om dyr. Med samme opbygning og layout præsenteres kendte danske ordsprog. Her er alt fra "man skal smede mens jernet er varmt" til "Ude godt hjemme bedst". Ordsprogene er sat med stor og tydelig font med 2 korte tekster, der forklarer betydning og oprindelse. Ordsprogene ledsages af en helside illustration, der visuelt gengiver ordsproget. Illustrationerne minder i stil om vittighedstegninger, men bliver i denne sammenhæng upersonlige og flade. Teksten, der forklarer betydning og oprindelse er henvendt til voksne og er ofte uforståelig for børn. Tag tyren ved hornene forklares fx sådan "Resolut at gøre noget der kræver selvovervindelse og en krævende udfordring." Udover indholdsfortegnelse er der en vejledning til forældre/lærere i brug af bogen.

Af andre om ordsprog er fx Øvelse gør mester og 74 andre ordsprog, 2004, der er en kende mere børnevenlig end denne. I Lige børn leger bedst og andre skæve historier, 2007 er kendte ordsprog omsat til eventyr.

En udmærket samling af ordsprog, der kan bruges om udgangspunkt til en snak om kendte ordsprog. Forklaringerne på ordsprogene er dog alt for kryptiske til børn og kræver en aktiv voksenformidler.