Tankefeltterapi er en behandlingsform, man kan udføre selv eller få behandling med hos en terapeut. Bogen er både for selvhelbredere og terapeuter, men kræver et vist kendskab til tft (thought field therapy) eller eft (emotional field therapy).
Forfatterparret var blandt de første her til lands, der uddannede sig i tft. Siden blev eft udviklet - et system, der tager udgangspunkt i samme metode som tft - altså at man banker let med et par fingre på bestemte meridianpunkter, mens klienten fokuserer på sin lidelse og udtrykker sin værdsættelse og accept af sig selv. Eft forløser følelsesmæssige blokeringer. De 2 forfattere kom i 2005 med deres 1. bog Tankefeltterapi og har siden arbejdet med, videreuddannet sig i og udviklet metoden. Derfor var en ny bog på sin plads, hvor de delagtiggør læserne i deres nye landvindinger. Tft/eft kan anvendes på både pludseligt opståede skader/lidelser og mere fastlåste tilstande og kroniske sygdomme. Parret danner også par privat og skriver bogen sammen, men træder alligevel frem som individuelle personer, hvilket gør bogen personlig på den gode måde. Bogen er nem at læse rent sprogligt, men kræver som sagt nogen forhåndskendskab.
Bogen ligger i forlængelse af forfatterparrets første bog. Desuden findes på dansk Callahans (udvikleren af systemet) Tankefeltterapi, 2005 og Sæt livet fri, 2014 (om eft).
Ny bog om tankefeltterapi og eft af forfatterparret, der introducerede systemet i Danmark. Bogen har absolut en plads bredt i bibliotekerne.