En god arkitekt behøver ikke nødvendigvis være en god tegner, men mange er det, og i mere end 250 år har arkitektuddannelsen haft tradition for obligatorisk tegneundervisning. Det er imidlertid slut med det nu, hvor it-undervisningen har taget over og computertegninger har erstattet de håndgjorte. Bogens forfattere har plukket fra Samlingen af Arkitekturtegninger på Danmarks Kunstbibliotek og fundet dette fornemme udvalg, som giver et indtryk af danske arkitekters tegnekunst, og hvor forfatterne tegner et højdepunkternes billede af både dansk arkitektur og arkitekturtegnings historie i 1900-tallet. Mange af de store er der, men også mange arkitekter som er gået lidt i glemmebogen, men som tydeligvis var fremragende tegnere. Man har dog ikke haft adgang til Jørn Utzons tegninger, og bringer kun få af Arne Jacobsens tegninger, der allerede er blevet grundigt dokumenteret i Atlas fra 2002. Hovedparten af bogen er den kronologiske billeddokumentation, der lægger ud med Hack Kampmann og Anton Rosens navnkundige tegninger og bevæger sig via forskellige grader af udtryksfuldhed og elegance frem mod Boje Lundgaard og Lene Tranbergs computergrafik. Det er et pragtværk, der er fuldt på højde med andre store kunstbøger og et must for de seriøst interesserede.