Digteren Søren Ulrik Thomsen fylder 50 og derfor har venner og kunstnere skrevet et festskrift med digte, noveller, essays, erindringer og tegninger. Der er 29 forskellige bidragydere, kronologisk ordnet med Jokum Rohde (f. 1970) som den yngste og Ole Jensen (f. 1937) som den ældste. Ind imellem bl.a. Pia Juul, Klaus Lynggaard, Lars H.U.G. og Jørgen Leth. Det er meget forskellige, flotte, varme og nærværende bidrag om et epokegørende forfatterskab, en markant kulturpersonlighed og hans tid(er), for eksempel om firsernes lyrik og musik. Man nikker genkendende til en del, mindes andet og får ting at vide, som man ikke anede. For eksempel hvilken øl og kvindetype, Thomsen foretrækker, at han kan lide katte, og at der stadig findes mennesker, for hvem pickup og vinyl er andet end transportmiddel og køkkengulvbeklædning. Det mest spændende ved bogen er - synes jeg - at følge bevægelsen i Thomsens digtning og tænkning fra 1980'erne til i dag, hvor han også deltager i den teologiske debat. Men teksterne forekommer ret indforståede, og det, man i forvejen ikke begreb, begriber man stadig ikke, når man har læst bogen. Man får lyst til at læse mere, og det er vel i sig selv prisværdigt, og vistnok helt i Thomsens ånd. Målrettede opgaveskrivere skal ikke gribe til denne bog, men den er fin til krøllede hjerner eller litterært, kulturelt og teologisk interesserede læsere.