Forfatteren fortæller kort om verdens forskellige tigre og det arbejde, der gøres med at bevare tigrene, men koncentrerer sig primært om den bengalske tigers liv, fra den fødes, til den bliver gammel nok til at forlade moderen og finde sig eget territorium. Bogen afsluttes med en overskuelig opsummering af tigerens livscyklus, en lille ordliste og en litteraturliste samt nogle relevante adresser, også på hjemmesider på Internettet. Bogen fremtræder iøjnefaldende og indbydende med en drabelig tiger på forsiden og utallige farvefotos, der optager ca. 2/3 af bogens sider. Den er del af en serie, der kommer til at omfatte populære dyr som elefanter, pandaer og løver. Layoutet er pænt og afvekslende, og de små factsafsnit er sat på farvet baggrund. Teksten er mundret, delt i mange mindre afsnit og ret let at læse, og enkelte lange og svære ord er forsynet med delestreger. Bogen udmærker sig ved at være overskuelig og ret let at gå til, og selvom vi har en del andre bøger om tigre og store katte, vil denne iøjnefaldende bog bestemt blive brugt, især i opgavesammenhæng, af de lidt yngre lånere, og her kan bogen anvendes fra ca. 10 år.