Timoleon Vieta er et gadekryds, der lever godt med sin herre, en ældre homoseksuel englænder, der har slået sig ned i Umbrien. Han holder af unge mænd, der inviteres til at bo hos ham mod visse modydelser, men den nyeste af slagsen, en hemmelighedsfuld bosnier, og hunden er absolut ikke på bølgelængde. I en rus indvilger englænderen i at få kørt hunden til Rom, hvor den dumpes foran Colosseum. Hunden vil dog hjem igen og starter en lang vandring, hvorunder den kommer i mere eller mindre nærkontakt med en række skæbner, hvis historier udrulles og alle på en eller anden måde handler om ulykkelig kærlighed. Hjemme savner englænderen også sin hund og tidligere elskere og forholdet til bosnieren swinger ikke rigtigt. Det er en mageløs historie fortalt med humor, empati, varme og grusomhed og chokerende drejninger af historien undervejs. Selv om beskrivelsen af hunden vil få enhver hundeelskers hjerte til at smelte, er det dog nok de færreste af disse, der samtidig vil goutere de ret udpenslede seksuelle akter, man jo ikke er vant til i fx Lassie vender hjem, men for mere frisindede læsere er det en fornøjelig litterær oplevelse.