Den debuterende forfatter har skrevet en roman om af finde meningen med livet, at finde og turde se på sig selv. Historien handler i høj grad om sorgbearbejdelse og om at finde nyt håb og skal formidles på emnet.
Fotografen Helen er vant til at registrere verden gennem sin linse. Hun har rejst verden rundt og observeret, men i Nepal får kærligheden afstanden mellem fotograf og virkelighed til at mindskes, og hun må rejse retur til Danmark med ar på sjælen. Hun giver nu sig selv tolv måneder til at genfinde meningen med livet og det hele. Den hårde proces roder bl.a. også op i forholdet til en forladt og stofmisbrugende søn, og langsomt afdækkes grunden til tabet af den elskede. Bogens tone er i mol, der langsomt bliver mere i dur, efterhånden som Helen får ny erkendelse og fodfæste. Afsnittene veksler mellem nutid, fortid, barndom, ophold i Nepal, breve til den elskede mm. Indsat er fodnoter, hvor øvrige karakterer taler til læseren eller Helen om deres opfattelse af tingene. Nytænkt og en finurlig detalje.
Romanen kan både sammenlignes med erindringer pga. de mange tilbageblik og med romaner om (selv)erkendelse. Temaerne er set før men her sat sammen til en mosaik.
Debuterende har skrevet en roman om at finde vejen frem i livet ved at se på sin fortid og forhold til familie, venner og kærester. Den lidt fragmenterede skrivestil kræver en beslutsom læser, som så får en historie fuld af håb om selvudvikling og kreativitet.