Bogen forklarer hvordan hundeejere kan bruge zoneterapi og akupressur til at hjælpe hunden med forskellige problemer. For hundeejere som er nysgerrige efter alternative metoder til at gavne hundens helbred.
Forfatteren er uddannet behandler og underviser i bl.a. akupunktur og zoneterapi og har også udgivet lærebogen Zoneterapi og akupressur til hunde. Bogen gennemgår hvad man har brug for at vide før man går i gang, samt teknikker, metoder og gode råd til et godt resultat. Derefter gennemgås 43 punkter på hunden hvoraf de 12 er de såkaldte masterpunkter som er grundlæggende punkter i behandlingen. Alle punkterne er beskrevet trin for trin og har billeder så man kan se, hvor punkterne er placeret på hunden samt tip til hver enkelt punkt. Det er et bredt spektrum af problemer, der kan afhjælpes for hunden, fx lidelser i led og organer, forskellige sygdomme og allergier og adfærdsproblemer som fx angst, dominans, gøen og overbegejstring. Behandlingen kan også bruges forebyggende eller som en vej til forkælelse, nærhed og samvær med hunden.
Billeder og illustrationer gør bogen overskuelig. Behandlingen både før, under og efter er godt beskrevet som indføring til selv at gå i gang.
Der er masser af bøger om alternativ behandling, men til dyr er udbudet noget mindre og bogen sammenlignes bedst med Giv din hund og kat et sundt liv, der dog ikke kun er til hunde og iøvrigt gennemgår flere behandlingsformer.