Essay om Tyskland fra 1945 til i dag, skrevet af én af Danmarks eksperter i tyske forhold. Skrevet til lånere, der foretrækker en analytisk tilgang til det tyske samfund fremfor faktabokse og pædagogiske letfordøjelige tekster.
1949 besøgte Per Øhrgaard som 5-årig slægtninge i en forstad til Hamburg, hvor han bl.a. så tiggende børn i ruinhober. Dét var det første af en lang række af ophold i Tyskland. Bogen indeholder indledningsvis et par kapitler om tyskernes opfattelse af deres historie, hvor erindringskulturen er synlig og betydningsfuld. Så følger en kronologisk fremstilling af emner som sejrherrernes deling af Tyskland, 1950'ernes stabilisering, østpolitikken og forholdene i DDR samt baggrunden for RAF's opståen og ikke mindst den vanskelige genforening, som glædede mange, men også får nogle nabolande til at holde øje med Tysklands styrke i den europæiske magtbalance. Bogen, som er skrevet før valget til forbundsdagen i 2009, indeholder mange referencer til og citater af betydningsfulde tyske personligheder, som efter krigen har skrevet om den tyske folkesjæl. Afsnittene kan læses hvert for sig, hvilket betyder, at der er nødvendige gentagelser. Indholdsfortegnelse men ingen illustrationer eller registre.
Øhrgaard har tidligere skrevet om tyske forhold og førsteklasses introduktioner til Goethe og Günter Grass.
Personligt essay, som vil glæde alle, der interesser sig for politiske og generelle samfundsforhold i Tyskland af lyst og ikke af pligt (opgaveskrivere).