Bøger / faglitteratur

Umiaq : den grønlandske konebåds historie


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. okt. 2008

af

af

Søren Møller

d. 16. okt. 2008

En bog for viderekomne, voksne læsere, der interesserer sig for Grønlands oprindelige folks historie og levevis, og læsere med interesser inden for bådebygning og sejlads.

Konebåden var en ca. 10 meter lang båd, som inuitterne byggede af et træskelet, som blev betrukket med sælskind. Denne bådtype blev brugt i Alaska, Nordcanada, Grønland og Sibirien. Den blev anvendt til transport og fangstrejser. Den blev roet med årer, ofte af kvinder, heraf navnet. De sidste eksemplarer blev anvendt omkring 1950, hvor de blev afløst af træbåde, og konebåde kan nu kun ses på museer. Forfatteren har indsamlet et stort materiale, som gennemgår bygningen af bådens skelet, betrækning og bådens anvendelse. Fremstillingen er meget detaljeret både med hensyn til de tekniske ting og egnsforskelle. Der bringes en lang række interessante fortællinger om bådens brug, der levendegør forestillingen om, hvordan det har været muligt ved sejhed og teknisk snilde, bl.a. ved hjælp af disse både, at overleve som fangere i et barskt klima. Illustreret med mange fine gamle fotos, tekniske tegninger og landkort. Til sidst er der en litteraturliste, en ordforklaringsliste og noter.

Til det mindre behov er denne bådtype omtalt i mange forskellige bøger om Grønland, men der ses ikke før at være udgivet en stor monografi som denne.

En detaljeret beskrivelse af en gammel grønlandsk bådtype. Med mange eksempelhistorier om bådens bygning og anvendelse gives der et levende billede af transport og fangstliv i Grønland op til omkring 1950.