Vegetationsøkologi er læren om planternes indbyrdes forhold og deres samspil med jordbund, klima og dyreliv. Denne bog beskriver den danske vegetationsøkologi og de danske vegetationstyper som kystvegetation, moser, heder, skove og dyrkede arealer. Til sidst er der et kapitel om de store forandringer i vegetationstyperne her i landet i de seneste århundreder. Bogen er primært skrevet for universitetsstuderende, så fremstillingen er meget grundig i typebeskrivelserne, og den kommer også meget ind på fagets grundbegreber og metoder. Bogen er udkommet under titlen Basisbog i vegetationsøkologi, som 1. udgave i 1993, 2. udgave i 1998 og 3. udgave i 2004, hvor 2. og 3. udgave er næsten identiske i indhold. Med den foreliggende 4. udgave er der sket et større spring, idet teksten er udvidet og opdateret, og der er tilføjet illustrationer i farver, mens gamle illustrationer har fået en mere moderne udformning. Litteraturfortegnelsen er udvidet fra 100 til ca. 400 titler, der også omfatter det nyeste stof. Til det høje niveau er denne bog sagen. Til det mindre behov og den lettere forståelse er der fx Jens Gregersen: Blomsternes Danmark, 1997 og flere andre titler i dk=52.13, og fx Naturen i Danmark, et bredt værk, der forventes at udkomme i fem bind fra 2006.