Forfatteren, som er professor ved et californisk universitet, har tidligere på dansk udgivet Den tredje chimpanse, 1997. Nærværende bog er en stor anlagt verdens- og udviklingshistorie om menneskesamfundenes udvikling i de sidste 13.000 år. Ideen til bogen stammer fra et spørgsmål forfatteren fik om hvordan det kan være, at hvide har udviklet så meget gods og medbragt det til Ny Guinea, mens sorte har så lidt gods, der er deres eget? Dette rejste spørgsmålene om hvorfor den historiske udvikling er så uens på de forskellige kontinenter, og hvorfor magt og rigdom er fordelt, som det er tilfældet og ikke anderledes. Han forsøger at komme med kvalitative svar på de forskellige historiske udviklingslinier, og resultatet er en anderledes naturvidenskabelig verdenshistorie hvor fagdiscipliner, der normalt ikke arbejdes med i traditionel historieforskning (genetik, molekylærbiologi, sygdommes epidemiologi, lingvistik m.v.), får stor betydning og menneskets aktive handlen mindre. Bogen, som udkom i 1997, angives allerede i dag at være fast pensum på mange universiteter. Det er en spændende vinkel forfatteren lægger, og bogen er på trods af omfang og originalitet meget læsevenlig. Den kan ikke sammenlignes med anden litteratur på dansk.