Som noget af det sidste i sin tid som undervisningsminister nåede Ulla Tørnæs at bede en række fremtrædende danskere om at give deres bud på fremtidens folkeskole, hvad skal der til, for at vi kan leve op til vores egen forestilling om at have verdens bedste folkeskole? Projektet er overtaget af efterfølgeren i stolen, Bertel Haarder, og han står selv for bogens første indlæg, hvori han fremlægger sine egne skolepolitiske visioner. Sognepræst Kathrine Lilleør efterlyser i den danske folkeskole forpligtelsen til fællesskabet, mens Kresten Schultz Jørgensen peger på et styringskaos som et betydende problem for skolen i dag. Ulrik Wilbek slår ikke overraskende til lyd for mere sundhedsforebyggende initiativer og for ikke at glemme de kropslige fag. Respekt og engagement hos lærerne er nøgleordene for Tine Brylds indlæg. Bogen viser, at skolen er arena for en kultur- og værdikamp, og mange af biddragyderne er enige om, at lærerne er krumtappen, at deres uddannelsesmæssige forudsætninger er for ringe, og at den tid, hvor det kun er seminarieuddannede der har ret til en stol på lærerværelset, synger på sidste vers. Mange af indlæggene er en tand for akademiske og for lidt polemiske til, at bogen samlet set bliver en væsentlig debatskaber. Målgruppen vil være de professionelle og skolebestyrelserne, mens den almindelige dansker med en mening om folkeskolen næppe vil gribe bogen.