Bogen er for alle, der ønsker et overblik og en forståelse for de indre sammenhænge i verdens store religioner samt en række mindre (herom senere). Den kan bruges i forbindelse med opgaver fra folkeskolens overbygning og op.
Der er tale om et smukt illustreret værk med tospaltet tekst. Det er oversat fra tysk og skrevet af 2 forfattere, der begge har journalistisk baggrund, den ene har studeret katolsk religionshistorie. De store religioner behandles i størrelsesrækkefølge, sådan at den med flest tilhængere beskrives først. De kommer således: kristendom, islam, hinduisme, buddhisme og jødedom. Herefter "Andre religioner", som er: konfucianisme, daoisme, shintoisme, mandæere, bahaisme og naturreligioner. I beskrivelserne kommer bogen ind på den enkelte religions oprindelse, historie, praksis og verdensbillede, herunder de forskellige retninger indenfor samme tro. I den globaliserede verden er det vigtigt at forstå andre religioner og deres indre dynamik med henblik på indsigt og tolerance.
En tand mindre populær og mere grundig end Verdens store religioner, 2007, som den ellers ligger tæt på. Skal man dybere ned, må man til monografier over de enkelte religioner.
Smukt billedværk over verdens store religioner og en række mindre. Bogen er skrevet af folk med kristen baggrund, men med vågent udsyn til andre måder at forholde sig til livets store og dybe spørgsmål. Værket kan med fornøjelse billedlæses med sine smukke farveillustrationer og gode billedtekster. Bredt anvendelig.