Det ser godt ud når sporty byboere invaderer den ufremkommelige barske og fattige del af verden i spektakulære ekspeditioner, som det hedder, og bogen her er ingen undtagelse. Men den skiller sig dog ud ved at høre til den følsomme slags og fokuserer på det der gik galt. Rekordforsøget mislykkedes da tre danskere i 1996, som de første, forsøgte at krydse Sibirien på cykel. Først og fremmest blev de tre cykelryttere rygende uvenner (og allerede inden cyklerne var pumpede), de var meget forskellige også mht. formen, og planlægningen var ikke god nok. I mødet med Sibiriens sande natur brød konflikten ud under pres fra 40 graders varme, sumpområder, uvejsomt terræn og flere myg end deltagere i melodi grandprix. Jens Alstrups to kompagnoner fortsatte alene uden held og Alstrup gennemførte faktisk projektet, selve rekorden lykkedes dog først året efter. Bogen er selvsagt et partsindlæg og vi holder selvfølgelig med forfatteren når man læser den, men den fortæller også noget om teamwork og hvilke faldgruber man skal passe på i planlægningen af sådan en tur. Bogen er elementært spændende fortalt i sin delvise naivitet og ikke langt fra berettermodellen i virkelighedens verden, så der vil være mange lånere til bogen og især langturs-cykelfreaks.