Billedbog med lang tekst for børn fra 6 år, en blanding af fagbog om både og sejlads og fornøjelig bliv-ven-med-en-søslange-historie. Kan især tænkes at blive populær på steder, hvor der er solide jolle-traditioner.
En blanding af en lang billedbogsfortælling om en søslange og en sejlende pige, kombineret med en lille fagbog om både og sejlads. En ikke helt uproblematisk blanding, hvor jeg synes, de to bestanddele skygger lidt for hinanden. Forfatteren introducerer undervejs i fortællingen en mængde fakta om fiskeriteknologi, navigation, meteorologi, akustik, fysik, matematik, evolution, ernæring, moral og psykologi. Noget integreret i teksten, andet i forklarende fodnoter eller oversigtsbilleder. Et stikordsregister holder styr på de mange begreber. Søslangen Waldemar vælger at blive i Kattegat mens hans forældre drager nordpå. Lidt ensomt er det, men pigen Lille finder en ven i den rare slange. Et uheldigt møde med et trawl udløser en strid i den lille turisthavn: skal Waldemar blive en turistattraktion eller fiskefrikadeller? Den onde Bustesen med sin hvalkanon bliver den lille i den strid. Om efteråret går turen til sardinfestival længere sydpå. Jan Erik Birkelid er norsk (ny på dansk), hans streg er lidt løs og med mange finurlige detaljer.
Lotte Sallings og Bodil Molichs fornøjelige Søuhyret Nessie på rim fra 2001 kommer fra samme boldgade. Dog uden jolle.
Noget uhomogen billedbog om to hver for sig udmærkede emner.