"En stoisk svensk puls synes at banke i hjertet af musikken, der er et smukt livtag med den nordiske musiktradition, og det naturlige omdrejningspunkt er Anderssons rodfæstede og suverænt vægtede basspil. Omkring det folder musikken sig ud som grene og løv omkring træets stamme. 'Wood Spine' forløses af et ensemble på hele 16 musikere, som høres i forskellige kombinationer, bl. a. horn, træblæsere, klaver, vibrafon, akkordeon, guitar og strygere. Musikken formidles med en inspirerende ro og et naturligt, svævende flow, der visse steder minder om landsmanden Jan Johanssons orkestermusik.De forskellige sekvenser gror frem af hinanden som dele i en samlet fortælling. 'Wood Spine' bør nydes for Anderssons levende arrangementer og mørkt rungende basspil, for Josefine Cronholms legende stemme, for delikate detaljer af Lisbeth Diers på klokker, Bent Clausen på vibrafon, Lelo Nika på akkordeon og Gustaf Ljungren på viola. Og meget mere ... Det er rodfæstet, afdæmpet, frisk ogsimpelthenvanedannende at lytte til".