- og stjernerne er af guld

Bogen er en blå Dingo. Forfatteren vil noget med sin bog og formår samtidig at fortælle en god og indholdsrig historie, der let vil fange de 10-årige læsere og læsesvage. Teksten er skrevet i et varieret, malende sprog, der gør det let at forestille sig personer og bogens forskellige miljøer. Forfatterens engagement og menneskekundskab træder frem i personerne. Sproget er dialogrigt og let at læse. Teksten, delt op i mange afsnit, er sat i en åben sats med bred venstre- og højremargin. Med til at gøre bogen indbydende er Klaus Albrectsens udtryksfulde, karakteristiske farvetegninger med bid i. Der er et flot samspil mellem illustrationer og tekst. Forsiden af morfar, Anton og tysk krigsfly dækker indholdet og fanger øjet. Anton c. 10 år besøger ofte morfar, der ligger for døden på hospitalet. De taler om døden, men også om livet. Med mor som trediepart kommer man godt rundt om forskellige holdninger til døden. Morfar kan fortælle usandsynlige historier, hvor han selv er hovedperson, så medrivende, at man næsten tror på dem. I dem giver han nogle livsholdninger videre til Anton. I én er han tysk jagerpilot under 2.verdenskrig. I én et barn under apartheid og i én gud i en anderledes skabelsesberetning.

Læs hele vurderingen

... og stjernerne er af guld er en dejlig og menneskelig varm historie om en morfar, hans datter og barnebarn Anton. Morfaderen ligger på hospitalet, og den sidste nedtælling er begyndt. Hans største ønske er at få lov at dø, men den moderne teknik og medikamenter udsætter den endelige afslutning på livet. Han har så meget at give videre til andre. Han er i ordets bedste forstand humanist og menneskekender. Det er Anton, der får glæde af hans fortællinger, der rummer så mange lag. Det er ren fiktion med morfar i hovedrollen. Om da han var tysk kampflyver under II. verdenskrig og blev skudt ned over Libyens ørken. Da han var en 12-årig negerpige i Sydafrika, og veninden blev kørt ned, men den første ambulance var kun for hvide, og på hospitalet var der udsolgt for blod til sorte. Den sidste historie handler om Gud, der er sur, fordi menneskene elsker hinanden mere, end de elsker ham. En flot, velskrevet historie, der mere end prikker ved fordomme, menneskelig tåbelighed og troen på, at man er sig selv nok, men midt i det hele er der også plads til smilet. Sædvanlig Dingokvalitet. Velegnet til fælleslæsning og oplæsning.

Læs hele vurderingen