Efter min mening retter filmen sig først og fremmest til professionelle og studerende indenfor pædagogfaget samt til den store gruppe af plejeforældre.
I syv kapitler gennemgås børneforsorgens historiske udvikling gennem de sidste 100 år med fokus på synet på børn. Kapitlerne veksler mellem forelæsninger ved lektor Inge Bryderup og seniorforsker Turf Böcker Jakobsen og dokumentarfilm. I forelæsningerne er emnerne børnelovene, privat velgørenhed, anbringelsesformer og efterværn. I dokumentarfilmene medvirker 3 generationer, der har været anbragt udenfor hjemmet. To ældre kan berette om den hårde disciplin og det hårde arbejde, der var på børnehjem i starten af det 20. århundrede. Lisbeth Zornig Andersen, Holger Vivike og Svend Bladt tilbragte en del af deres barndom på institutioner og i plejefamilier i 1960'erne og 1970'erne. De arbejder alle tre som voksne med at forbedre vilkårene for anbragte børn og unge. Den yngste generation fortæller om aktivitetshuset "De 4 årstider", der har været deres faste holdepunkt.
Bibliotekerne har andre film om anbragte børn, bl.a. Giv mig en god barndom, 2009 og Fortællingen om Rosa, 2011, men ingen der sætter anbringelser i et historisk perspektiv.
Fin og fint disponeret dvd med en gennemgang af, hvordan udviklingen har været siden 1905 indenfor børneforsorg. Der veksles mellem forelæsninger og personlige beretninger om at være anbragt, og her er tale om både lykkelige og ulykkelige anbringelser. Anbefales til alle biblioteker.